Seksualvejlederuddannelsens logo er Vitlyckeparret – ”Brudeparret” afbildet i Skandinaviens mest kendte og omtalte helleristningsområde ved Tanumshede i Sverige.
Helleristningen forestiller en elskende mand og kvinde.
Kvinden kendes på hestehalen og manden på sit sværd.
Den 3000-årige kærlighedsscene forestiller et såkaldt helligt bryllup. Det hellige bryllup indgås mellem en gudinde / gud og en blandt almindelig dødelige eller død person.
Myten beretter, at når det handler om en person fra dødsriget, får denne tilladelse til, at rejse til de levendes rige og indgå ægteskab som varer én dag.
Formålet var at fremme frugtbarheden i samfundet.
Myten findes udbredt i store dele af den gamle verden. Blandt andet i Grækenland som Hieros Gamos – en del af den årlige Dionysosfest.
I Baal-kulturen indtager det hellige bryllup også en væsentlig position.
På den originale helleristning ses et skåltegn under manden, hvilket tolkes som et frugtbarhedssymbol.
Mere information
Helleristningerne i Tanum stammer fra Bronzealderen (1700-500 f.Kr.) og blev i 1994 optaget på UNESCOs Verdensarvliste. Området er 45 km² stort og omfatter mere end 500 lokaliteter med helleristninger, hvoraf Vitlycke-lokaliteten (200 meter fra museet) med sine 500 indhuggede billeder er den største og mest kendte.
Vitlycke Museum – www.vitlyckemuseum.se