SEKSUALVEJLEDERUDDANNELSENS HISTORIE
Seksualvejlederuddannelsen er grundlagt af Jørgen Buttenschøn og Karsten Løt.
Det begynder for 50 år siden.
Siden det første handicap-sexologiske kursus for medarbejdere – omhandlende udviklingshæmmede og seksualitet – blev afholdt i 1973, har behovet for at opkvalificere viden om handicap og seksualitet haft stor prioritet. Undervisningsministeriet, Socialstyrelsen, amter / regioner / kommuner, interesseorganisationer samt skoler og institutioner har gennem de seneste godt 50 år taget initiativ til efteruddannelsesforløb, der skal sikre borgere med handicap, pårørende og forældre samt medarbejderne bedre indsigt i de seksuelle tematikker, som mennesker med handicap kan møde.
Reform skaber behov.
Op gennem 1970’erne og med udlægningsreformen i 1980, hvor medborgere med udviklingshæmning blev mere synlige i samfundsbilledet, stod det klart for fagfolk og pårørende, at seksualitet også er en del af livet for mennesker med handicap, som man må forholde sig til.
Gennembruddet sker.
Det store efteruddannelsesmæssige gennembrud skete, da udviklingskonsulent Jørn Foss hos Socialpædagogernes Landsforbund i 1985 tog initiativ til, at opslå landsdækkende ugekurser for organisationens medlemmer. I årene 1985 – 90 blev der afholdt et utal af spændende kurser, der havde en fantastisk spredningseffekt som ringe i vandet. Begejstrede medarbejdere rejste hjem fra kurserne og tog initiativ til kurser på egen arbejdsplads el. i lokalområdet.
Nordisk engagement.
Også de nordiske forældreorganisationer samlet i ”NFPU- Nordisk Forbund for Psykisk Udviklingshæmmede” tog initiativ til det første nordiske symposium: ”Sex – en del af livet, også for handicappede”, der i 1988 blev holdt i Danmark. Senere fulgte symposier i Norge (1989), Finland (1991) og Island (1992).
Fra kursus til uddannelse.
Efterhånden opstod der behov for ikke alene at øge kompetencen hos den enkelte medarbejder, men også at få uddannet medarbejdere, der kunne vejlede og supervisere borgere med handicap, dennes pårørende samt i særdeleshed medarbejderne i hverdagens praksisfelt.
Første spæde forsøg.
En sådan uddannelse havde der fra tid til anden været gjort forsøg på at etablere. Nærmest kom vi, da Amtsrådsforeningen inviterede repræsentanter fra samtlige amter til et orienteringsmøde, der endte med et enkelt pilotkursus på Den kommunale Højskole i Grenå – og derved blev det.
Ulykkelig sag.
Ulykkeligvis blev det i stedet for inspirerende handicappolitiske efteruddannelsesvisioner desværre en kedelig sag i Storstrøms Amtskommune, der førte til udviklingen af Seksualvejlederuddannelsen.
To medarbejdere på institutionen Kofoedsminde ved Rødby blev af den lokale presse uretmæssigt hængt ud og anklaget for at overtræde etiske regler i forbindelse med seksualoplæring af domsanbragte borgere.
Sagen trak store overskrifter især i lokalpressen, hvilket foranledigede det daværende amtsråd til at overgive sagen til efterforskning hos politiet.
Amtskommunens socialdirektør Alfred Dam besluttede sammen med forvaltningens psykolog Klaus Bonde, at man i stedet for navlebeskuelse og sortsyn, skulle se fremad m.h.p. at uddanne og udvikle sig ud af den kedelige sag
Seksualvejlederuddannelsen en realitet.
I løbet af 1991 blev Seksualvejlederuddannelsen derfor udviklet i tæt samarbejde med Storstrøms Amt som den første Seksualvejlederuddannelse i Skandinavien – formentlig i verden.
Søndag d. 15. marts 1992 mødte de første 22 kursister på hotel ”The Cottage” i Nysted på Lolland.
Uddannelsesoversigt.
Siden har Seksualvejlederuddannelsen været udbudt:
1992 / 1994 Storstrøms Amt (2 udd.)
1993 / 1994 Østfold Vernepleier-Høgskole / helsedirektoratet, Norge
1995 / 1997 Nordjyllands Amt (2 udd.)
1995 / 1997 Århus Amt
1999 / 2000 Fyns Amt
2001 / 2002 Ringkøbing og Vejle amter
2002 / 2003 Århus Amt
2003 / 2004 Rørbæk Center
2005 / 2006 Hou-uddannelse 1
2007 / 2008 Hou-uddannelse 2
2009 / 2010 Hou-uddannelse 3
2010 / 2012 Hou-uddannelse 4
2011 / 2013 Hou-uddannelse 5
2013 / 2014 Hou-uddannelse 6
2014 / 2015 Hou-uddannelse 7
2015 / 2016 Hou-uddannelse 8
2016 / 2017 Hou-uddannelse 9
2017 / 2018 Hou-uddannelse 10
2018 / 2019 Hou-uddannelse 11
2019 / 2020 Hou-uddannelse 12
2020 / 2021 Hou-uddannelse 13
2021 / 2022 Hou-uddannelse 14
2022 / 2023 Hou-uddannelse 15
2023 / 2024 Hou-uddannelse 16
2024 / 2025 Hou-uddannelse 17
Dele af Seksualvejlederuddannelsen har endvidere været udbudt i Estland, Litauen, Grønland og på Færøerne.
Seksualvejleder nr. 600.
På ”Hou-uddannelse 15” uddannes seksualvejleder nr. 600.
Uddannelse
2024 – 2025
– er påbegyndt. Tilmeld dig uddannelse 2025-26 her på siden.
Terminer og holdtider
Igangværende hold
Terminer for Seksualvejlederuddannelsen for igangværende og kommende hold.